Sko eller ej…?
Kan man, og ikke mindst må man, løbe uden sko i Spaniens stenede terræn?
Vi bevæger os til fods på 18. etape i Spaniens stenede terræn, og jeg har gennem nogle døgn haft problemer med en del betændelse under mine storetå negle, således at de voksede i en ret uhensigtsmæssig retning, og det blev sværere og sværere at være i både sko og inliners. Mit trætte hoved begyndte at søge nye løsninger. Jeg havde allerede forsøgt at prikke adskillige huller under neglene og dermed fjerne betændelse og trykket i dem, og de var blevet behandlet undervejs af løbslægen. Men jeg tænkte ved mig selv; ”der må være mere at gøre”.
Og pludselig kom der en, synes jeg selv på daværende tidspunkt, lys ide til mig. Jeg spurgte mine 3 holdkammerater, Torbjørn, Henrik og Allan, om ikke jeg måtte tage mine sko af og løbe uden sko – bare sådan lige et par km.
Drengene svarede promte; ”NEJ, DET MÅ DU IKKE!”.
Og så var det emne ligesom uddebatteret, og efterfølgende løb jeg og små grinede af mit eget fjollede forslag, for jeg kunne godt se, ved nærmere eftertanke, at det ikke var løsningen på mine ødelagte tæer.
Men det viser lidt om hvor ”rundt på gulvet” man kan blive på 3. og 4. døgn af et adventurerace. Man kan synes, at man har fået den bedste ide i verden, men så er det godt, at vi er flere på holdet til at skiftes til at tænke klart ;o)
-
Pis og lort!
Ja overskriften lyder jo som et udsagn, sagt under i et race i forbindelse med et stort bom (faret vild), en knækket cykel e.l. Man faktisk dækker det ikke over noget af det, det er to historier fra Mexico, der handler om pis og lort.
Shit happens!
Stedet er Mexico, langt ude på Lars…(eller Torbjørn-tyndskids mark, om man vil) Vi kører på andet døgn til Nuevo Leon Outdoor Challenge.
Jeg har under racet haft lidt tynd mave, hvilket har resulteret i, at der så ikke er mere toiletpapir og nu skal jeg altså så igen. Mens Sine lægger sig 2 min i grøften og Morten leder efter en lille sti vi ikke kan finde, begynder jeg at lede efter lidt blade eller lign jeg kan bruge til formålet, men uden særlig held. Mexico er fyldt med kaktusser og andre stikbuske og ikke meget andet.
Efter lidt søgen finder jeg dog med stor glæde nogle planter med blade og flotte bløde dun på. Jeg gennemfører agten og tørre mig med de dejlige planter. Morten råber at han har fundet stien og vi kører tilfredse videre. Efter ca. 5 min kørsel begynder det dog at irritere lidt i bukserne. Efter 10 min svir det kraftigt og efter 20min kan jeg ikke sidde på sadlen mere og det svir usandsynlig meget. Heldigt at der kun var 60km på ”stenblokvej” hjem. Det blev en lang tur stående i pedalerne.
Efter målgang bliver min nu blødende ende spulet på det nærmeste toilet. Da jeg senere fortæller historien til holdets botaniker Søren spørger han; ”der var vil ikke sådan nogle bløde dun på de planter du tørrede dig med vel?” Jo der var! Han knækker sammen af grin og fortæller et dun på planter ofte indeholder gift som beskytter planten mod at blive spist. Frem over beskytter det også mod at jeg tørre mig i røven med dem! Det kan ikke anbefales til noget eller nogen.
At køre ”pisse” stærkt!
Dagen efter var smerten i måsen fortaget og vi skulle køre løbets sidste etape, som bestod af en masse mtb, lidt kajak og noget mere mtb. Den lå således lige til højrebenet for et stærkt cyklende hold som os.
Efter 5 timers intens og hårdt mtb race lå vi da også med helt fremme. Kun verdens bedste adventurerace hold, Team Nike, lå lige foran. Vi roede som gale i kajakken for at følge med. Under cyklingen havde jeg ikke fået drukket nok, men det skulle der rådes bod på. Så under den time kajakken ca. varede, lykkedes det mig at drikke 3 liter væske fra min camelback.
Da vi steg op af vandet var vi stadig kun få minutter fra det førende hold og vi pressede på som sindssyge for at nå op til dem. Men det var ikke det eneste der pressede på. Min blære var ved at eksplodere af de 3 liter væske. På vej ind i skiftezonen begynder jeg at fumle med at få bukserne ned og lettet trykket. Morten råber at han også skal pisse, men at vi må gøre det mens vi cykler. Så op på hesten og derudad.
I bedste Tour de France stil prøver Morten at køre og pisse mens jeg skubber ham. Det lykkedes men det går langsomt og vi kan se det førende hold begynde at forsvinde på cyklerne. Da jeg begynder at lægge an til vandladning råber Sine; ”Det går for langsomt! Pis i bukserne, det plejer jeg at gøre!” Den skulle jeg lige overveje, men så – jo hvorfor ikke. Jeg lagde an, men det er faktisk lidt svært at pisse når man sidder i sadlen. Men da jeg rejste mig op, gik trykket. Pisset begyndte at løbe kraftigt ned af låret. Men da væsken kommer ud i fri luft (under cykeltights kanten) og møder vindmodstanden (vi kørte med ca. 35km i timen) blev det ligesom forstøvet og spulet bagud. Sine sad godt aerodynamisk, helt tæt på mit baghjul. Hun synes lige pludselig ikke det var en så fantastisk god ide hun havde givet mig.
Men vi kom i mål som nr. 3, kun få minutter efter Team Nike. Sine var trods ”uheldet” glad og tilfreds. Og nu ved hun og vi, hvad det vil sige ”at køre pisse stærkt”.
-
Konstant aktiv i 5 døgn – uden at sove!
Hvor lang tid er fem døgn egentlig? Fem døgn med konstant fysisk aktivitet. Fem døgn uden søvn. Læs med her og få en fornemmelse af, hvor langt tid fem døgn med konstant fysisk aktivitet egentlig er…
I 2008 var vi; Henrik Jørgensen, Torbjørn Gasbjerg, vores finske pige Ingrid Stengaard og undertegnede, af sted til VM i adventureracing i Brasilien. Efter at have kørt adventureraces mange steder rundt om i verden, var det fedt endelig at stå til et VM. Det blev en fantastisk oplevelse – og da vi krydsede målstregen fem døgn efter start, kunne vi kalde vores gamle sammentømrede team for det 20. bedste adventureracing hold i verden! Ret fedt
Vi kørte i fem døgn uafbrudt. Det er lang tid. Men hvor lang tid er fem døgn egentlig…? Jeg vil se om jeg måske kan anskueliggøre det.
Fem døgn?
Til VM ’08 kørte vi fem døgn non-stop igennem det nordøstlige Brasilien. Temperaturen nåede i dagstimerne op på 49° celsius. Der var bælgmørkt i 12 af døgnets 24 timer. Der var konstant hård modvind. Terrænet var barskt. Hvis ikke der var bjerge, var det sand som i en ørken.
Jeg vil i det følgende prøve at give jer en fornemmelse af længden af disse fem døgn ved at konvertere vores etapetider igennem løbet til din normale danske arbejdsuge…
Læsevejledning: læs teksten langsomt og prøv at forestil dig tiden… God fornøjelse…
MANDAG: Du møder på arbejde mandag morgen. Men i stedet for gå i gang med at arbejde, tager du dine løbesko på og løber. Så løber du hele formiddagen! Igennem den smalle brasilianske sandørken, med Atlanterhavets brusen ved din venstre skulder og mangrove-skoven inde i landet til højre.
Endelig er det blevet frokostpause, men i stedet for at spise frokost med kollegaerne, og bagefter tage fat på arbejdet, begynder du at sejle kajak. Mod strømmen og i piv-modvind. Du sejler hele eftermiddagen… I stedet for at tage hjem fra arbejde, lave aftensmad, slappe lidt af, se lidt tv i løbet af aftenen og hvad man nu ellers gør – så forsætter du med at sejle kajak. Uafbrudt – hele eftermiddagen og aftenen. Du går ikke i seng sidst på aftenen, du sejler kajak. Tag efter tag. Stadig i modvind og nu også med store bølger.
Du sover ikke hele natten, du sejler kajak!
Ps. Det bliver ret hårdt for hænderne, som det kan ses på billedet nedenfor…
(husk: læs teksten langsom, stop op – og forhold dig til tiden)
TIRSDAG: Det er nu tirsdag morgen. I stedet for at stå op, lave morgenmad og køre på arbejde, sejler du forsat kajak. Tag efter tag.
Fremme på arbejdspladsen skifter du til løbesko efter 20 timer i kajakken. Så løber du – indtil kaffepausen midt på formiddagen. Igen hopper du i kajakken, og så sejler du resten af formiddagen til lige over middag.
Ahh, endelig. Du er nu midt i din anden arbejdsdag – tirsdag – og efter at have løbet og sejlet kajak siden du mødte på arbejde mandag morgen, skal du nu, endelig, ud at cykle.
Du arbejder ikke resten af tirsdagen. Du kører ikke hjem fra arbejde. Du laver ikke aftensmad. Du tager ikke til tirsdags-træning i klubben. Du ser ikke tv resten af aftenen – du cykler. Hele tirsdag eftermiddag, hele tirsdag aften og ud på natten til onsdag cykler du!…
ONSDAG: Normalvis ligger du og sover nu – og du sover en hel nat. En hel nat. Men ikke i nat. Den første del af natten har du jo cyklet – resten af natten løber du. En hel nat. Helt indtil onsdag morgen. Så tager du cykelsko på igen. Alt den tid du normalt ville bruge på morgenmad, transport til arbejde og hele formiddagen på arbejde, der cykler du.
Tænk lidt over hvor lang tid det egentlig er; stå op, gå i bad, morgenmad, kørsel til arbejde, hele formiddagens arbejde. Der cykler du bare i stedet – det er lang tid – og alligevel kun en brøkdel…
Onsdagens frokostpause går med at tage løbeskoene på igen. Dem beholder du så på det næste døgn! Forstil dig alt hvad du normalt foretager dig i løbet af et helt døgn – og erstat det så med en løbetur – og dette vel at mærke efter at have løbet, cyklet og sejlet i 2½ døgn forinden. (Retfærdigvis skal det siges, at de sidste 4 timer af dette løbe-døgn ligger du stille og hviler samt måske sover et par timer).
TORSDAG: Det er nu torsdag middag. En helt arbejdsuge er snart gået. Du har løbet, cyklet og sejlet hele ugen. Også om aftenen. Også om morgenen. Og så sandelig også om natten.
Her torsdag middag begynder du at cykle igen. Det bliver du ved med resten af dagen, 8 timer. Først på aftenen hopper du i kajakken. Og der bliver du så indtil fredag middag, 19 timer. 19 timer.
FREDAG: Resten af arbejdsdagens fire timer cykler du. Men nu er du faktisk også snart ved at være fremme. Fredag sidst på eftermiddagen bliver du fanget i en ”ventezone”, hvor tiden stoppes inden du skal ud at sejle i sejlbåd. Du får for første gang siden søndag nat (og det er fredag nu!) noget sammenhængende søvn, 5 timer.
LØRDAG: Lørdag morgen kl. 03.00 begynder du at sejle i jolle. 8 timer sejler du – det svarer faktisk til en normal arbejdsdag. Halvdelen af tiden sidder du og kaster op, fordi du er søsyg. Sidst på formiddagen lørdag skifter du til løbesko for sidste gang! Nu løber du blot en parade-tur på 10 km i mål. Mål. Mål. Mål. Ja, mål!
Du startede mandag morgen – og så gik der en hel arbejdsuge plus det løse med at løbe, cykle og sejle – forestil dig det…
AFSLUTNING: Men sov vi slet ikke? Jo da, ca. 2-3 x 5 minutter hver nat. Så havde vi de 4 timers hvile, hvoraf kun halvdelen var søvn i slutningen af ”løbe-døgnet” (onsdag), samt ”ventezonen” helt i slutningen af løbet.
En enkelt røverhistorie fra selve løbet skal da lige klemmes med her på falderebet. På den 2. kajaketape (fra torsdag aften til fredag middag) sejler vi i en flod uden særlig meget vand. Vi må hele tiden ud af kajakken for at slæbe den over sandbanker, gennem krat og over små klippeformationer. Natten er mørk. Vi har konstant meget lys på for at skræmme de slanger, der ligger i floden. Meget lys har desværre en bivirkning i en mørk brasiliansk nat – insekter! Hele flodens opland af stikkende og bidende insekter blev suget ind i vores store pandelamper. Irriterende? Ja! Smertefuldt? JA!
Det kraftige lys fik også flodens små fisk til at gå amok. De sprang som var det for livet når lyskeglen ramte vandoverfladen. Mange af fiskene endte oppe i kajakken under deres vilde spring. Det var nu meget sjovt – til at starte med… Da natten var ovre – og man havde været op og i kajakken måske 100 gange for at trække den – og trådt en fisk i smadder hver gang man steg ind i kajakken, var der plukfisk overalt. I hele kajakken, ud over ens camelback, i madposen, i tøjet. Og så kom solen… Hvilket gav 40-45 grader i skyggen. Smadrede fisk overalt, i 45 graders varme og stærk sollys. Føj for satan hvor det stank! Og så i 19 timer! Jeg får stadig kvalme bare af at skrive om det. Føj!
Alt i alt: Det er en vanvittig oplevelse af køre adventurerace. At race i et fremmed land, en fremmed kultur med et brutalt landskab. Vi kørte rigtig godt som hold i Brasilien og er mega glade af vores 20. plads. Det er svært at beskrive et fem døgns adventurerace på skrift. Jeg håber, at det er lykkedes at give en fornemmelse af, hvor lang tid fem døgn med konstant fysisk aktivitet egentlig er – og ikke mindst givet jer en fornemmelse af hvilke rammer det er vores team skal fungerer under.
Man kan mere, end man tror! Og det kan vi alle sammen.
-
Når o-løberen får overtaget
Hvor o-løberen burde have trådt i baggrunden, droppet kortet og brugt virkeligheden i stedet for.
Klokken er lige efter solnedgang midt i september. Vi befinder os i Kroatien. Forud er gået ca. 50 timers adventurerace med blandt andet kajak, blæst, løb, blæst, kajak, løb, frostvejr, en cykeltur hvor den første time kun gik opad, søvnunderskud og højt humør. De seneste timer var tempoet blevet skruet gevaldigt op for at nå så langt som muligt inden solnedgang, og for at sikre at forfølgerne ikke skulle få kontakt igen.
Egentlig burde det være simpelt, og det var det desværre også for de fleste andre (specielt ikke-orienteringsløberne – øv!).
Vi var til fods og havde lige stemplet næstsidste kontrol (CP 21), så der var kun en post tilbage i løbet og kun ca. 10 km derhen ad mærket sti, og derefter en 15
km’s kajaktur til mål. Efter 500 meter skar vi ubevidst et hjørne, og cirklede et par runder før vi fandt tilbage på det mærkede spor. Vi fortsatte ufortrødent, dog i lidt roligere tempo end tidligere på aftenen.
Terrænet skiftede igen til meget stenet, og vi bevægede os langsomt fremad. Kortet passede rimeligt, men var dog groft tegnet. Det var trods alt også 1:25.000; nærmest som at komme på et sprintorienteringskort efter at have gået på 1:100.000 den første aften.
Nu skulle vi bare følge stien hen langs den store lavning (retning syd-øst ad 20/31), dreje lidt op ad bakken, og når der kom et kryds med en anden afmærket sti, skulle vi bare
fortsætte lige ud (ved »A«).
Vi gik/kravlede hen ad stien. Terrænet ved siden af stien indbød ikke specielt til at man skulle forlade den, og slet ikke om natten.
Vi bevægede os roligt fremad og stien knækkede og fortsatte op af bakken som forventet. Efter at have gået opad lidt tid knækkede stien igen.
Hmmm, burde der ikke have været et sti-kryds og ikke blot et sti-knæk? Orienteringsløberen var sikker i sin sag: der skulle være et stikryds!
Kortet havde ”passet” indtil nu, så her var noget galt.
Der manglede stien lige ud og den sti, der skulle komme fra højre. Desuden var skoven jo også halvåben som på kortet. Og for en rigtig orienteringsløber er kortet det rigtige værktøj til at finde vej. Skidt med at afmærkningen havde været fortrinlig så langt! (I virkeligheden befandt vi os ved »B«, men kunne alligevel få det meste til at passe…)
”Vi skal nok bare lidt frem, så finder vi afmærkningen igen”. Hundrede meter frem og ingen afmærkning. Tilbage til udgangspunktet.
»Måske vi kan finde den stump, der skulle gå af til højre?« Her skal bemærkes at lige ud og højre begge førte det rigtige sted hen, mens venstre ville sende os en del kilometer
tilbage. Men nej, den kunne vi heller ikke finde. En runde mere efter samme opskrift og med samme resultat – overraskende! Lidt frem, lidt tilbage, frem, tilbage, til siden, til
den anden side – stadig ingen afmærkning, der hvor der skulle være en afmærkning.
»Måske afmærkningen bare var dårlig?« Så vi prøvede et opkald til løbsarrangøren via den medbragte mobil. Trods den ringe dækning i de kroatiske bakker fik vi dog afklaret, at stien havde været brugt for en måned siden. Så på den igen, men med samme resultat. En lang gåtur tilbage til sidste sikre udgangspunkt
(SSU) og prøve en gang til… Så blev vi enige om at tage noget søvn og prøve igen bagefter.
Vi vågnede ved et hold der løb tæt forbi os, så vi stod op (o-løberen dog lidt modvilligt) og løb efter dem. De fortsatte ud af stien til venstre, altså i den forkerte retning ifølge
orienteringsløberen. Efter nogle hundrede meter svingede stien tilbage i rigtig retning og der kom stikrydset!
Så i stedet for at trampe rundt i nogle timer, vende tilbage til SSU og tilbage til roderiet, skulle vi bare have droppet kortet, fulgt næsen og ikke mindst afmærkningen, og sparet de syv timers bom… |
